AN-TVs historie:

1970 De enkelte boligselskaber etablerer antenneanlæg til beboerne. Anlægget distribuerer DR, Svensk TV1 og TV2 samt FM-radiokanaler.
1971 Aalborg Byråd giver fa. Anton Petersen A/S, Horsens, tilladelse til at etablere fællesantenneanlæg i centrale dele af Aalborg, Vejgaard, Hasseris og Nr. Sundby. Boligforeningernes anlæg forbindes indbyrdes og signalforsynes fra 3 hovedstationer, der er placeret på Højhuset Grønlands Torv (øst), Skovbakken (vest) og Jørgen Berthelsens Vej (nord). Anlæggene udbygges, så der kan forsynes parcelhuse m.v.
1973 Gennem læserbreve og artikler i avisen kritiseres anlægget for, at signalernes kvalitet er for ringe og for at udbygningen sker for langsomt.
1976 Aalborg Kommune stifter følgende selskaber:
Stofa Kommunikationsnet Aalborg øst A/S
Stofa Kommunikationsnet Aalborg nord A/S
Stofa Kommunikationsnet Aalborg vest A/S
1979 Tilladelsen, der i 1971 blev givet af Aalborg Byråd til fa. Anton Petersen A/S, erstattes af en overenskomst mellem fa. Anton Petersen A/S og Aalborg kommune (Magistratens 2. afdeling – Teknisk Forvaltning).
1986-87 De 3 anlæg i øst, vest og nord sammenlægges til ét anlæg med én hovedstation placeret på højhuset, Grønlands Torv.
1989 Rådmanden for Magistratens 2. afdeling nedsætter teknikerudvalg. Formand er N. P. Kjærgaard Nielsen.
1990 Teknikerudvalget gennemfører en undersøgelse, for at vurdere tekniske, økonomiske, juridiske, servicemæssige, administrative og programmæssige forudsætninger for antenneanlæggets fremtid. Undersøgelsen dannede grundlaget for Aalborg Byråds beslutning om de fremtidige leverandørydelser til kommunens fællesantenneanlæg.
1993 Antenneforeningen ”Aalborg Nørresundby Kabel-TV” (AN-TV) stiftes. Oluf Hjortlund vælges til foreningens første formand.
1995 Forhandlinger med Stofa og JTAS om fremtidigt samarbejde.
1996 Samarbejdsaftale mellem AN-TV og Stofa om etablering, drift og service. Entrepriseaftale med Stofa vedr. etablering af ø-struktur med fiberforbindelser.
1997 Aftale med Stofa om ”Nye tjenester” (Internet og digitalt TV)
2001 Ole Davidsen bliver valgt til formand for AN-TV. Han afløser foreningens første formand, Oluf Hjortlund.
2004 Revision af samarbejdsaftalen med Telia Stofa.
2006 VM i fodbold kan modtages på AN-TV’s kabelnet i High Definition kvalitet.
2007 Anlægget distribuerer 54 analoge tv-programmer, 47 digitale tv-programmer og 24 FM-radiokanaler. Endvidere distribueres 2 programmer i HD kvalitet samt ”Det digitale Spejl”, der er en digital kopi af de analoge tv-programmer.
2008 Nye digitale muligheder med Zaptor. Flere muligheder for at vælge selv bla. temapakker og tilvalgspakker.
2009 Alle sendemaster ophører med analog sending d. 1. november, men AN-TV leverer fortsat analogt TV til medlemmerne. I november tilbydes alle medlemmer digitalt spejl af alle analoge programmer uden programkort og ekstra betaling.
2010 6. april er der premiere på et ombygget anlæg, der tilbyder digitalt tilvalg fra pakke 1. Medlemmerne kan desuden få IP-telefoniabonnement og internet 256/64 Kbit/s, som er indeholdt i prisen. Mere end 45 analoge programmer bevares. Der er premiere d. 1. december på Web TV. Man kan nu se de fleste af programmerne fra den valgte pakke på en PC, tablet eller smartfone. Forudsætter internet fra Stofa.
2012 I samarbejde med Stofa lanceres SmartTv, der blandt andet giver mulighed for at starte udsendelser forfra, spole og sætte på pause. Desuden bliver det muligt at leje film med få klik på fjernbetjeningen, og med en harddisk kan man optage direkte fra sit fjernsyn. SmartTv erstatter Zaptor.

AN-TV Huset på Boulevarden i Aalborg åbner. Huset drives i samarbejde med Stofa, og her tilbydes antenneforeningens medlemmer service, support og salg af produkter. Udover medlemsbutikken rummer AN-TV Huset mødefaciliteter og en foredragssal.
2013 Udbygningen af AN-TVs anlæg afsluttes, og dermed er kapaciteten blevet mere end firedoblet. Det betyder højere hastighed og større driftssikkerhed for både data og tv. Nu er der god plads til både analoge og digitale tv-kanaler, start forfra-funktionen og den stadigt voksende datamængde, men en yderligere udbygning er allerede planlagt.
2014 AN-TV introducerer frit valg af tv-kanaler, som det enkelte medlem kan tilføje til sin tv-pakke.
2015 Da DR flytter Giro 413 fra P4 til DAB-kanalen P5, giver det anledning til megen kritik, og i løbet af en måned mister programmet 75 procent af sine lyttere. AN-TV vælger derfor at gå den modsatte vej og konverterer DAB-signalet, så Giro 413 igen kan høres på en almindelig radio. Den skal blot være tilsluttet antenneforeningens anlæg.
2016 AN-TV slukker for det analoge tv-signal. Det gjorde staten allerede i 2009, men AN-TV har i de mellemliggende år sendt mange tv-kanaler både digitalt og analogt. Det er sket af hensyn til de medlemmer, der stadig havde et analog fjernsyn.

Et nyt initiativ med intro-eftermiddage i AN-TV Huset, hvor antenneforeningens medlemmer introduceres til forskellige digitale tjenester, bliver taget imod med overvældende interesse.

Mindre end fire år efter åbningen træder besøgende nummer 100.000 ind ad døren til AN-TV Huset. Optællingen vedrører kun butikken og ikke arrangementer i salen
2017 Sportskanalen Viasat Ultra HD bliver en del af AN-TVs pakke 3. Med den imponerende Ultra HD-kvalitet er opløsningen fire gange højere end i HD. Det betyder endnu mere realistiske billeder med flere detaljer, flere farvenuancer og mere levende bevægelser.
2018 Jakob K. Svendsen vælges til ny formand for AN-TV. Han afløser Ole Davidsen og er blot den tredje formand i antenneforeningens 25-årige historie.

AN-TVs medlemmer kan nu tage deres tv-pakke med på ferie i hele EU og streame deres tv-kanaler med Stofa WebTv.

Under VM i fodbold viser AN-TV Prøvekanalen livekampene fra TV2 og TV2 Sport i den knivskarpe Ultra HD-billedkvalitet. Transmissionerne er samtidig i HDR, der blandt andet betyder, at fodboldbanen gengives langt bedre, også selvom halvdelen af banen ligger i skygge.
2019 AN-TV får ny hjemmeside, der kan tilgås fra alle platforme. Samtidig knyttes medlemsmagasinet AN-TV Nyt tættere til hjemmesiden, så de to medier bedre kan supplere hinanden.

Programpakker

I samarbejde med Stofa udbyder AN-TV 100 tv-kanaler, som du også selv kan sammensætte dit eget miks af.

AN-TV Nyt

Fire gange om året udkommer medlemsbladet AN-TV Nyt, hvor du kan læse de seneste nyheder omkring AN-TV.